Hvis du har dyrket Sex & The City-serien, så vil du garanteret vide, hvad en Cosmopolitan drink er for en størrelse. Du kan allerede nu invitere dine bedste veninder på besøg og give den som blandt andet Samantha og Carrie ved hjælp af denne Cosmopolitan opskrift.

Cosmopolitan drink – få en lille smag af The Big Apple

New York City kaldes også for The Big Apple – for her kan du virkelig finde alt, hvad hjertet begærer. Ikke mindst i form af utallige barer, som serverer alverdens cocktail, drinks og shots. En Cosmopolitan drink er dog en helt særlig historie, da den blev verdenskendt som følge af kæmpesuccesen Sex & The City. Drinkens oprindelse kan spores helt tilbage til 1930’ernes Amerika – men den måtte altså vente omtrent et halvt århundrede med at få sin absolutte storhedstid. Nu er det som om, at drinken igen er gledet lidt i baggrunden. Det skal dog ikke forhindre dig i at finde denne opskrift frem ved næste festlige lejlighed.

Cosmopolitan opskrift – recepten på hektisk storbystemning

Bare synet af denne lækre, røde drink i et Martini-glas kan lede tankerne hen på mange underholdende afsnit af Sex & The City. Drinken er både en visuel og smagfuld nydelse. Nu er det på tide, at du selv rammer plet med blandingen.

Ingredienser (til 1 person):

  • 5 cl. vodka
  • 2,5 cl. cointreau
  • 2,5 cl. tranebærjuice
  • En halv lime
  • Isterninger

Sådan gør du:

  • Start med at fylde vodka, cointreau og tranebærjuice i en drinkshaker.
  • Kom derefter limesaft og til sidst isterninger i.
  • Ryst shakeren grundigt igennem.
  • Servér drinken i et Martini-glas.

Når du hælder drinken fra shakeren over i glasset, er det en god idé, at du hælder den gennem en si på grund af rester fra limefrugten.

Tjek også denne videoopskrift ud:

Historien om Cosmopolitan drinken

Kigger man i en opslagsbog om drinks fra 1934, kan man finde en opskrift, der beskriver en drink bestående af gin, lime, cointreau og hindbærsirup. Selvom det ikke er et præcist match med den Cosmopolitan opskrift, vi i dag kender til, er det dog tæt på. Det må derfor antages, at det er her drinken udspringer fra.

Der er dog flere, der lægger billet ind på at have opfundet den ægte Cosmopolitan drink, som vi i dag nyder i stor stil.

Neil Murray gav den som bartender på et steakhouse i 70’erne i USA – nærmere betegnet Indianapolis. Neil tilføjede tranebærjuice til drinken ved navn Kamikaze, som består af vodka, cointreau og citronsaft. Den første kunde, der fik langet denne nye variant over disken, skulle være kommet med udbruddet ”How Cosmopolitan”. Derved var navnet på drinken på plads, selvom blandingen stadig ikke var der 100%.

Hvis du har set filmen Sex & The City 2, vil du kunne huske en scene, hvor Miranda spørger Carrie om, hvorfor de er holdt op med at drikke Cosmopolitans. Til det svarer Carrie kækt, at det er de da, fordi alle andre begyndte at drikke det.

Sådan kan populærkultur også have en stor indflydelse på hvad vi drikker og spiser.

Nu er det på tide, at du giver den som New Yorker-bartender med denne Cosmopolitan opskrift. Hvis du bliver træt af smagen, kan du finde mange flere drinksopskrifter her på siden.